© Jon Maximilian Våga Sandbu
Inga Våga Gaustad
Den prisvindende violinist Inga Våga Gaustad er bosat i København og Den Haag og har allerede etableret sig som en alsidig musiker med særlig forkærlighed for kammermusikken. Hun er en dedikeret kammermusiker og har siden 2020 været medlem af den anerkendte hollandske strygekvartet Animato Kwartet, der i 2023 blev tildelt den prestigefyldte Kersjesprijs.
Inga modtog sin tidlige violinuddannelse på Barratt Due Musikinstituttet i Oslo, hvor hun studerede hos Eileen Siegel, Geir Inge Lotsberg og Henning Kraggerud. Som 18-årig flyttede hun til Berlin for at studere på Hochschule für Musik “Hanns Eisler” hos Kolja Blacher og Ning Feng. Hun fortsatte derefter sine studier i Bern hos Corina Belcea inden hun i 2025 færdiggjorde sine Masterstudier på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med Peter Herresthal.
Som solist har Inga optrådt med bl.a. KORK, Stavanger Symfoniorkester, Trondheim Symfoniorkester og Kaunas City Symphony Orchestra. Hun var finalist i NRKs Virtuoskonkurrence i 2017, og modtog Finn Audun Oftedals Mindestipendium under Prinsesse Astrids internationale violinkonkurrence i Trondheim i 2024. Samme år blev Inga ligeledes tildelt et toårigt arbejdslegat fra Ingrid, Synnøve og Elias Fegerstens stiftelse.
Inga har også en særlig interesse for moderne musik og uropførte Rolf Wallins værk “Whirld Alone” for soloviolin under Festspillene i Bergen i 2025.
Inga spiller på en violin bygget af Tomasso Eberle i 1776, generøst udlånt til hende af Dextra Musica.