Velkommen!
Velkommen til Kammermusik i Præstø!
Vi er stolte over at kunne byde velkommen til anden udgave af denne smukke festival i samarbejde med så mange af Præstøs aktører, og det er stadigvæk helt utroligt for os at det, der startede som en idé mellem to venner over en øl rent faktisk er blevet til, hvad vi nu for andet år i træk har muligheden for at præsentere for jer alle sammen.
Anden udgave af Kammermusik i Præstø bringer også noget nyt: i år har vi fået mulighed for at udvide med endnu flere musikere end sidste år, og udover en masse fantastiske strygere har vi både obo, klarinet, klaver og cembalo med i år. Vi har formået at få nogle af vores favoritmusikere med, og vi er utroligt stolte af at kunne præsentere dette alsidige og spændende program.
Til Kammermusik i Præstø kommer man ikke kun til koncert og ser det færdige produkt, man bliver også inviteret med i processen og har mulighed for at komme tæt på de enkelte musikere i løbet af festivaldagene. Ligesom at man bliver inviteret til Nachspiel, familiekoncert og på vandretur mellem koncerterne.
Og alt sammen lige her i Præstø. Vi kunne ikke tænke os et bedre sted til at lave denne festival. Vi er glade for at have sat programmer sammen, der gør at man – uanset hvor lidt eller meget, man kender til klassisk musik – både bliver taget i hånden og udfordret i løbet af vores ikke mindre end otte koncerter og flere andre arrangementer.
Så Tak! Tak til Præstø for at være så vidunderlig. Tak til Nicole og Carsten, vores lokale drivkraft og konstante inspiration! Tak til vores samarbejdspartnere for at tro på os, til vores frivillige for jeres uvurderlige hjælp og til alle vores sponsorer for at give os muligheden for at åbne dørene til:
Kammermusik i Præstø
2.–5. juli 2026
Kærlig hilsen
Michael & Peter Andreas,
kunstnerisk ledelse
© Birgit Tengberg
Skriv til os!
Hvis der skulle være det mindste står vi klar til at besvare jeres spørgsmål.